Tag en erhvervsuddannelse.
Det er nemt at komme i gang med at blive glarmester, og der er ledige praktikpladser, så du kan få en uddannelsesaftale med en mester med det samme. Ved at klikke på overskrifterne nedenfor kan du læse mere om, hvordan du kommer i gang med at blive glarmester.
Erhvervsuddannelse, aftale og praktikplads
Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse starter du på grundforløb 1, hvor du får en bred introduktion til din erhvervsuddannelse.
Grundforløb 1 tager 20 uger.
Efter grundforløb 1 begynder selve glarmesteruddannelsen på grundforløb 2.
Du kan undvære grundforløb 1, hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed.
Hvis du er gået ud af skolen for mere end 1 år siden og er under 25 år starter du direkte på grundforløb 2.
Der er i særlige tilfælde mulighed for mesterlære som et alternativ til grundforløb 2.
Mesterlære aftales mellem praktikvirksomhed og Glarmesterskolen.
Hvis du er fyldt 25 år, skal du kontakte Glarmesterskolen og få vurderet dine kompetencer.
Din erhvervsuddannelse tilrettelægges individuelt og afhængigt af dine erfaringer.
Grundforløb 1 | Generel introduktion til erhvervsuddannelserne. For alle der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Grundforløb 1 varer 20 uger. |
Grundforløb 2 | Her begynder selve glarmesteruddannelsen. Her starter du, hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed eller hvis du har været ude af skolen et år. Grundforløb 2 varer 16 uger. |
Hovedforløb | Hovedforløbet består af fem skoleophold á ca. 6 uger hver. I mellem skoleperioderne er du i praktik i virksomheden. |
Der er godt 160 virksomheder som er godkendt til at have glarmesterelever.
Du skal have en uddannelsesaftale med en af disse virksomheder, inden du starter på hovedforløbet.
Hvis du gerne vil ansættes hos en virksomhed, som ikke er godkendt som uddannelsessted,
skal virksomheden godkendes af Glarmesterfagets faglige udvalg, før du kan indgå en uddannelsesaftale med virksomheden.
Du skal vælge speciale, når du indgår uddannelsesaftalen – enten speciale alubygger eller speciale glarmester.
Valget af speciale afhænger af virksomhedens godkendelse, da de fleste virksomheder kun er godkendt til ét speciale.
Der er næsten altid ledige praktikpladser – se mere her.
Du er også meget velkommen til at sende dit cv til info@blivglarmester.dk
– så forsøger vi at hjælpe dig.
Skolehjemmet
Glarmesterskolen ligger i Audebo ved Holbæk.
Grundforløb 2 og hovedforløbet udbydes kun på Glarmesterskolen,
mens grundforløb 1 også kan tages på andre erhvervsskoler.
Som glarmesterelev kan du bo på skolehjemmet ved Glarmesterskolen, hvis du har minimum 5 kvarters rejsetid med offentlige transportmidler fra bopæl til skolen.
På skolehjemmet får du dit eget værelse, hvis der er plads, ellers bor du sammen en anden elev.
Du kan spise alle dine måltider på skolehjemmet.
Der er mulighed for forskellige fritidsaktiviteter på skolehjemmet – både sammen med andre og alene. Der arrangeres også fritidsaktiviteter, som foregår uden for skolen.
For de fleste elever koster det ikke noget at bo på skolehjemmet:
Elever under 18 år: Bor gratis.
Elever på SU uden mester: Betaler kr. 557 pr. uge – dog er det gratis, hvis man er forsørger.
Elever med mester: Mester betaler kr. 557 pr. uge – beløbet refunderes af AUB efter endt skoleforløb og når fakturaen er betalt.
Som glarmesterelev vil du opleve, at skoleophold er en god mulighed for at lave erfaringsudveksling med andre elever og lærerne. Samtidig opbygger du et godt netværk med andre, som arbejder med glas rundt om i landet.
Videreuddannelse
Uddannelsen som glarmester giver dig mulighed for at videreuddanne dig til bygningskonstruktør eller diplomingeniør.
Du kan også tage forskellige efteruddannelseskurser indenfor glasbranchen.
Hvis du ønsker at arbejde eller videreuddanne dig i udlandet, kan du kontakte fagligt udvalg, som vil forsøge at hjælpe med kontakter.
Med en erhvervsuddannelse som uddannet glarmester er der også gode muligheder for at blive selvstændig.